Nogen rækker ud efter vinflasken. En anden tager det sidste stykke brød. Din ven overfor fortæller, at stilladserne stadig holder lyset ude af soveværelsesvinduet. Nå, træls. Men hvad nu hvis aftenen tog en lidt anden drejning?
Hvad nu, hvis man tog en sjov hat på, fik en dyb hemmelighed, så man bare bliver nødt til at lyve – lidt? Måske meget. Og måske få en uven eller to. Eller tre?
Jeg blev selv fristet og inviterede mine venner til et murder mystery dinner party. Skrækslagen for, om de ville sige:
det der er mit værste mareridt
I stedet læste de deres karakterer, fandt tøjet, der passede til rollerne, og besluttede, at "min karakter elsker Monster Energy" og selvfølgelig købte nogle.
Nu har jeg prøvet det et par gange.
Næste gang ved jeg bare mere.
Jeg inviterer mine venner til kl. 17.30. Engang kom jeg til at invitere for sent, så nogle nåede at blive trætte. Hellere starte tidligt og så hygge bagefter.
Jeg har en plan for aftenen, men ingen tidsplan. Vi går videre til næste runde, når alle har løst deres opgaver.
Sådan ser aftenen typisk ud:
- Alle introducerer sig selv (som deres nye jeg for aftenen – selvfølgelig)
- Runde 1
- Forret
- Runde 2
- Hovedret
- Runde 3
- Afstemning
- Dessert (og snak om spillet?)
Mellem runderne holder vi madpause og går ud af karakter. Så glemmer vi ikke, at vi faktisk er venner.
Men madpauserne skal helst også være pauser for værten. Så gør menuen simpel og vælg noget, du kan forberede på forhånd. Du skal da spille med!
Min menu var:
- Forret: Bruschetta med forskellig pesto (nemt at lave og putte i ovnen. Bare husk at sætte en timer på ovnen)
- Hovedret: Dahl (kan laves på forhånd og kan varmes op, mens I spiller runde 2)
- Dessert: Is (simpelt, men det virker)
Næste gang vi ses, kan vi jo altid diskutere, hvorfor nogle mennesker tager deres karakterers energidrikpræferencer så alvorligt. Uden selv at drikke en eneste Monster.